Ved etablering af et jordvarmeanlæg i en helårsbolig er der primært to metoder at vælge imellem: et vertikalt eller et horisontalt system. Begge teknologier udnytter den lagrede varmeenergi i undergrunden, men konstruktionen og installationskravene adskiller sig på en række områder. Forskellene knytter sig især til pladskrav, etableringsmetode og de fysiske forhold på matriklen. I begge løsninger er det en indendørs væske-til-vand-varmepumpe, der sender varmen videre ud i husets vandbårne varmesystem.

Hvad der adskiller vertikal og horisontal jordvarme

Den grundlæggende forskel mellem de to systemer ligger i, hvordan jordslangerne placeres i terrænet. I et vertikalt system foretages en eller flere dybdeboringer, typisk mellem 100 og 200 meter ned i jorden, hvor lukkede kredsløb af kollektorslanger sænkes ned. Ved et horisontalt anlæg graves slangerne derimod ned i cirka en meters dybde, hvor de fordeles i parallelle baner over et større areal. I slangerne løber en frostsikret væske, der optager varme fra jorden og leder den ind til varmepumpen, som løfter temperaturen til det niveau, huset behøver.

Arealet på grunden er en afgørende faktor for valg af system. På mindre grunde eller matrikler med tæt bebyggelse er en lodret boring ofte den eneste praktiske mulighed. Råder man over et tilstrækkeligt stort og frit haveareal, vælges ofte den horisontale løsning. Som tommelfingerregel udgør arealet til jordslanger mindst det dobbelte af boligens opvarmede areal, så et hus på 150 m² kræver omkring 300 m² fri have eller mere. Til sammenligning optager en lodret boring blot få kvadratmeter på selve overfladen.

Information om de tekniske principper og dimensionering af jordvarme findes hos specialiserede leverandører, som redegør for komponenterne i et komplet anlæg.

Effektivitet og installationsmetoder

Anlæggenes ydeevne påvirkes af jordbunden og den dybde, slangerne placeres i. Vertikale anlæg henter varme fra dybere jordlag, hvor temperaturen er konstant året rundt uafhængigt af vejret på overfladen. Horisontale anlæg ligger i overfladenære lag, hvor jordtemperaturen svinger mere i takt med årstiderne, hvilket der tages højde for ved dimensioneringen. Et horisontalt anlæg bliver derfor dimensioneret med nok meter slange til at dække varmebehovet igennem de koldeste måneder.

Etableringsprocesserne stiller forskellige krav til maskiner og indgreb på grunden. Vertikal jordvarme udføres med en specialiseret borerig, hvilket minimerer det berørte overfladeareal, men stiller specifikke krav til undergrundens geologiske sammensætning samt tilladelser fra kommunen. Horisontal jordvarme kræver omfattende gravearbejde, hvor store dele af haven graves op med gravemaskine for at udlægge slangerne med den korrekte indbyrdes afstand. Boringen skal udføres af en certificeret brøndborer. Også et horisontalt anlæg skal anmeldes til eller godkendes af kommunen, før gravearbejdet begynder, blandt andet af hensyn til grundvandet.

I budgetlægningen indgår typisk både selve anlægsarbejdet, etableringsomkostningerne og den efterfølgende retablering af have og belægning. Levetiden hører også med til regnestykket. Varmepumpen holder typisk omkring 20 år, mens Miljøstyrelsen i en teknisk rapport vurderer, at jordslangerne kan fungere i mindst 50 år.

Typiske anvendelser og valg af løsning

Rammerne for ejendommen afgør i praksis ofte systemtypen. I parcelhuskvarterer med mindre haver anvendes primært vertikale boringer, da der sjældent er det nødvendige areal til rådighed til horisontale slanger. Landejendomme og huse med store, åbne arealer uden beplantning eller konstruktioner anvender derimod oftere horisontale jordslanger. Til en boring skal der desuden være plads til, at boreudstyret kan komme ind på grunden, hvilket kræver en farbar adgangsvej.

Fremtidige planer for grunden bør også indgå i vurderingen. Over et horisontalt anlæg bør der som udgangspunkt ikke opføres bygninger, lægges tætte belægninger eller plantes træer med dybe rødder, da dette kan hæmme nedsivningen af regnvand og solens opvarmning af jorden.

En undersøgelse af grundareal, jordbundsforhold og kommunale retningslinjer danner grundlaget for at afklare, hvilken model der er teknisk og praktisk egnet til den enkelte ejendom. Kommunen kan samtidig oplyse, hvilke krav der gælder for netop den adresse.